På opfordring af en følger, vil jeg prøve at lave et indlæg om min rejse fra den lidt buttede partypige til den fitnessfreak man kan kalde mig i dag. Jeg har ofte berørt emnet, og fortalt lidt hist og her – men nu kommer der et samlet indlæg med hele historien 🙂
Vægten
Billedet er taget mens jeg var i USA i 2007
Efter at have boet i USA i 9 mdr., stod jeg som 20 årig, det tungeste jeg nogensinde har gjort. 75 kg. fordelt (ikke særlig pænt) på min 168 cm. høje krop. Jeg har altid været buttet og “kraftigt bygget”, men nu lignede jeg mere end der var blevet pustet op som en ballon. Inden jeg tog afsted til USA, vejede jeg 61 kg efter et succesfuld forløb hos De Danske Vægtkonsulenter. Det var første gang i mit liv jeg kunne se mig selv i spejlet og være stolt af min krop – men det var for en meget kort stund! Der skete noget med min psyke så snart jeg satte mine ben på amerikansk grund. Følelsen af at være ude og rejse, og man skulle smage på alle de nye ting – den varede i 9 mdr. og så er det altså næsten umuligt ikke at ligne en flødebolle når man vender hjem fra rejsen.
Jeg har altid været aktiv. Fodbold, håndbold, gymnastik – træner/hjælpetræner i det meste også, men der har været forskel på hvor meget og hvor intensivt – men i det store billede har jeg altid dyrket en form for sport. (bare aldrig nok i forhold til den lille madglade pige jeg også er) 🙂 Da jeg boede i USA, dyrkede jeg løb og hjemmetræning 1-2 gange i ugen.
Da jeg kom hjem, smed jeg faktisk hurtigt en masse kilo på 2-3 mdr. og lignede mig selv igen. Men jeg var langt fra de 61 kg, og vejede nok mellem 66-68 kg. Jeg blev aldrig “tilfreds” med min krop igen, som jeg var forinden rejsen.
Jeg flyttede til Århus og mødte, det jeg troede var, manden i mit liv. Jeg startede på studie, fik en ny omgangskreds og havde studiejob ved siden af. Udefra så det hele ud til at køre for mig! Men indeni ulmede en depression, som langsomt fik kæmpet sig op til overfladen. Min depression stod på i ca. 2 år, og var hårdt både for forholdet, studiet, vennekredsen og familien. Nogle dage ville min angstanfald dominere så meget, at jeg ikke kunne komme ud af lejligheden. Jeg drak rigtig meget – hver weekend helst. Det var næsten uhørt at holde “alkoholfri weekend”, og med god grund! Når man er ung, i en ny by, nyt studie, nye venner – så er den største aktivitet i ens liv altså druk! (det var det i hvert fald for mig) Problemet med det var, at mine følelser blev voldsommere med alkohol i blodet – og med en depression ved du aldrig helt hvordan du har det. Ofte endte de her byture i gråd og en følelse af at livet måske ikke helt var værd at være til stede i. De kunne tilmed ende i blackouts pga. blandingen af alkohol og antidepressiver. Når jeg ser tilbage på det, er det med en vis flovhed – men jeg ved også at jeg bare ikke vidste bedre, og virkelig ikke havde det godt. Jeg gik til psykolog i en lang periode og fik bearbejdet tingene og hvortil jeg til sidst kunne droppe pillerne.
Pillerne havde den fine bivirkning at de fik mig til at tage på. Sammensætningen af en følelsesmæssig kost, alkohol og den eneste fysiske sport var håndbold et par gange om ugen – ja så tog jeg altså en del på.
Men efter at pillerne blev droppet kom der en form for stabilitet i mit liv. Bachelor projektet var ved at være afsluttet – og forholdet med kæresten var bedre end nogensinde før. Men ingen har sagt at livet skal være nemt – en række af tragiske begivenheder skete henover sommeren 2011, og i julen gik min kæreste og jeg fra hinanden, og jeg boede nu hos min onkel på et teenageværelse i Tilst.
Løbetræning
Her ses den lidt tykkere partypige vs fitnessfreaken 🙂
Det skulle heldigvis vise sig at være præcis hvad jeg havde brug for. Ro, familie og fuld fokus på uddannelse. Jeg startede på løbetræning, fordi jeg havde læst mig frem til at træning var en naturlig måde at holde depressionen for døren. Og det virkede! Jeg blev gladere for mig selv, min tilværelse og nød at være til. Dog nød jeg IKKE løbetræningen 😛 Cardio har aldrig været mig, og jeg får ikke den der “vinder-følelse” af det. Men jeg fortsatte – og jeg blev ved.
Kage, is, slik og RYGNING
Jeg havde fået så meget kontrol over mig selv, at jeg følte det var tid til en udfordring – og jeg valgte derfor at sige nej tak til alt hvad der hed kage, slik, chips og is. Så vidt jeg husker, spiste jeg måske søde sager max 3 gange på 6 mdr., og manglede det ikke rigtig.
Så det var tid til en endnu større udfordring!
Smøgerne blev kvittet! Jeg anskaffede mig en e-cigaret, og lavede nogle helt klare retningslinjer om hvordan det hele skulle foregå. E-cigaretten måtte jeg bruge i hverdagen i 1,5 måned, og derefter var det kun til fester den måtte benyttes. Nikotin niveauet skulle være mere eller mindre ikke-eksisterende i den, og til sidst købte jeg væske uden.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg stoppede med den – men efter 3 mdr. brugte jeg den ikke mere. Og med fuld fokus på ikke at inhalere den ene kage efter den anden i stedet for smøger, så havde jeg formået at holde mig stabilt vægtmæssigt under hele forløbet. (det skal tilføjes at jeg har røget fast siden jeg var ca. 14 år gammel).
Nu blev det sjovere at løbe! Og i takt med det, meldte jeg mig ind i Fitness World!
Fra holdtimer til styrketræning
Jeg startede ud med stram op, puls/styrke, mave-ryg etc. You name it – jeg var på! Hele min træningsplan kunne findes i mit app fra FW, og det var sjældent der blev skibbet en holdtime – men det var ikke nok, og min motivation var faldende. Jeg synes ikke jeg blev stærkere, og resultaterne udeblev.
Min veninde, og nye roomie på det tidspunkt, slæbte mig med til en crossfittime. Jeg var ikke fan af at skulle afsted, men hun snakkede om det, som var det sporten over dem alle! Jeg tænkte – fair nok, det får en chance! Og det var SKIDE hårdt! Selvom jeg havde løbetræning, gået på holdtimer og kvittet smøgerne var jeg FÆRDIG efter min første crossfittime. Toiletbesøg og hårvask var tortur de næste mange dage! Men jeg var smittet – jeg skulle afsted igen, og igen, og igen.
De andre holdtimer blev meget hurtigt nedprioriteret – fra nu af var det crossfit all the way! 
Der manglede noget
Crossfit var sjovt, og jeg min læringskurve var meget fin, men jeg følte at der manglede et basisgrundlag for at udføre mange af øvelserne. Jeg søgte derfor råd hos kammerater, og var med dem nede og træne, så jeg kunne lure frivægtsøvelserne af. Jeg havde ALDRIG sat mine ben i lokalet med frivægte – eller prøvede maskinerne for den sags skyld, men kastede mig ud i det uden de store skrubler. Jeg fik hurtigt et par knops med på vejen i form af småskader pga. forkert teknik. Og så følte jeg stadigvæk der manglede noget struktur over det hele.
Jeg skrev derfor på min facebook om jeg kendte nogen der kunne være behjælpelige med kost og træningsprogram – og vupti så skrev min kammerat. Han var uddannet i personlig træning, og smed med det samme både kost og træningsprogram lige i hovedet på mig.
Nu var der ingen undskyldning! 5 – split program, med hviledage inkluderet og kosten var low carb og masser af proteiner. Dette betød at mine crossfittimer blev nedprioriteret en smule, og fokus blev hurtigt flyttet til mit styrkeprogram. Nu begyndte der at ske ting og sager med kroppen – men inden længe ramte vi sommerferien.
Jeg forsøgte at holde mig til god mad og ikke så meget snoller og junk. Men alkohol var stadig på programmet, og det havde selvfølgelig en effekt på resultaterne.
Efter en god sommerferie, var jeg dog “back on track” og nu begyndte der ligeså stille at være en stemme i mig der sagde næste skridt er bikinifitness!
Ulykke
Tanken blev dog kasseret rimelig hurtig, da jeg kom ud for en ulykke i august 2013, og endte med tre fraktur i ryghvirvlerne. Det betød 2 mdr. uden træning, kun med mulighed for power walks for at holde vægten ved lige. Tanken om bikinifitness ville dog ikke forlade mit hoved – og jeg skrev derfor til min kammerat som havde lavet kost og træningsprogram til mig, om han mente det var muligt for mig at stille op. Og det gjorde han. 
Og lige der skete der noget med mig. Uden at tænke over at det betød anderledes kost, masser af træning og nul alkohol i næsten et år – så var det bare det jeg ville! Jeg havde da mine diskussioner med mig selv, fordi jeg synes en bytur i ny og næ var svært at undvære, men det var sjovt nok også det eneste problem for mig.
Jeg tror man kommer langt på uvidenhed nogle gange 😉 Havde jeg vist hvor store ofringer jeg skulle lave i forhold til venner, familie, mad og almindelig hverdagsting – så havde jeg nok ikke skænket alkoholen en tanke 😛
Hvad er jeg så nu?
Nu sidder jeg her 4 mdr. før konkurrencen, med en krop jeg kun har turdet drømme om – og kan snild definere mig selv som værende en fitnessfreak. Det fylder størstedelen af min hverdag, det fylder i mine tanker, det er ofte det eneste jeg snakker om, og det er i den her verden jeg virkelig føler mig hjemme.
Jeg kan sagtens savne en bytur – men jeg kan også sagtens undvære det. In the big picture har jeg fået så meget, og mistet så lidt. Indtil nu, har det været det hele værd og jeg vil ikke gøre noget anderledes.
Mine tanker til jer
Sidder du med en lyst til at ændre dit liv, leve sundere eller tabe et par kilo – så kig på hvor jeg startede. Jeg kunne løbe et halvt minut, og så skulle jeg have gåpause. I dag løber jeg 5 km uden problemer, og uden at løbetræning faktisk er en del af mit program.. Min krop er sund, stærk og “ung” at se på (til trods for jeg lige har rundet 25 for tredje gang) 😛
Er det så det værd at undvære så meget fra sit “gamle liv”? Se ikke på hvad du må undvære, men i stedet på hvad du får! Mere overskud, bedre selvværd, fornyet energi, nye bekendtskaber og viden.
Man behøver ikke at have en konkurrence som mål, men sørg for at lave små delmål, så man kan opnå følelsen af at “vinde”, og dermed holde motivationen ved lige. Det kan være en ny øvelse man gerne vil lære, en øvelse man gerne vil gå op i vægt eller et konkret mål med sit udseende (større skuldre, mindre mormorarme.. hvad ved jeg).
Og så vil jeg gerne garantere at DET ER DET HELE VÆRD! ❤
I fredags var jeg til poseringstræning i DGI-Huset med de skønne bikinibamser. Jeg føler selv at der er kommet mere kontrol over poseringerne, og at jeg nu kan tillade mig at begynde at arbejde på de små ting, så som hvordan jeg viser mine stærke sider og gemmer de svage væk. Der er også kommet et langt bedre flow i mine quarter turns. 
christinakayser.wordpress.com 