Mens vi planlagde graviditet, tænkte jeg at jeg skulle være sådan en super sej #preggofit #momtobe når jeg en dag blev gravid – sandheden blev desværre bare en anden for mig.
Da jeg fandt ud af jeg blev gravid, lovede jeg mig selv at jeg ville dele min historie om mit første trimester – og ikke blot glemme det når jeg nåede de famøse 12 uger.
So here goes..
Jeg har haft det rigtig hårdt det første trimester – jeg ved der sidder nogen derude, som har været endnu hårdere ramt eller eventuel kæmper med barnløshed, men jeg bliver nødt til at tage udgangspunkt i min egen graviditet og ikke andres. Og det har været psykisk rutsjebanetur for mig lige fra start, og det har primært været fordi jeg ikke vidste særlig meget om at være gravid. Jeg vælger at dele mit forløb her på min blog, fordi det kan være der sidder nogen derude, som kan bruge min info til noget – og som bare trænger til at vide at de ikke er alene i verden.
Du er først rigtig gravid efter 12 uger
Det er jo sådan med graviditeter, at man ofte venter med at offentliggøre den lykkelige nyhed, til man er forbi de 12 uger og risikoen for abort er faldet betydeligt. Derudover får de fleste også foretaget en nakkefoldsscanning, hvor man måler barnets risiko for kromosomfejl.
Men hvis man allerede finder ud af at man er gravid når man er 4+ uger henne, så er der altså rigtig langt til de 12 uger! Og hvis man ikke har en god, forstående læge (som jeg heldigvis har haft), så kan man være meget ladet i stikken i den her første periode.
Jeg fandt ud af at jeg var gravid, da jeg var (på det tidspunkt) 4+2 dage henne. Samme dag som jeg tog testen og så den var positiv, begyndte jeg også at bløde. Så både jeg, min kæreste og min læge vidste at den her graviditet var langt fra sikker.
Min læge har heldigvis investeret i en ultralyd scanner og jeg blev derfor fulgt uge for uge – og til trods for småblødninger stort set hver dag, så udviklede den lille sig som den skulle og viste synligt hjerteblink fra uge 6. Min læge vurderede at jeg havde ’sarte slimhinder’ og at jeg sikkert ville stoppe med blødningerne når jeg nåede de famøse 12 uger.
Jeg havde kvalme, var ekstremt træt og kunne slet ikke overskue almindelig sund hverdagskost – det er rigtig længe siden jeg har spist så usundt! Derudover havde min læge frabedt mig overanstrengelser, så motion var fra den ene dag til den anden reduceret til gåture med min hund. Goodbye vægtløftning.
Min psykiske tilstand var helt a helveds til – ikke nok med at jeg skulle bløde hver dag, og ikke ane om graviditeten blev eller ej, så var mine humørsvingninger også blevet ret voldsomme.
Stakkels min kæreste. Men vi nåede til de 12 uger, og nakkefoldscanningen var rigtig fin. Dog kunne de se en hæmatom eller blodansamling ved siden af livmoderen, og de mente at det var denne der tømte sig, og fyldtes igen. Jeg fik at vide at nogen går igennem en hel graviditet med blødninger andre indtil midten – men at man ikke kunne sige noget med sikkerhed.
Så det er nu min hverdag – gravid med blødninger. Det er super svært at forholde sig til, og har fyldt hele min hverdag indtil nu.
Det har været skyld i at jeg ikke har turdet tro på graviditeten og stadigvæk kæmper meget med det. Det holder mig fra at føle mig ’connected’ til den lille baby der ligger i min mave. Og det giver mig ekstremt dårlig samvittighed. Mens andre vordende mødre er forelsket fra de 2 streger på pinden, så er det først nu i uge 14, jeg skal til at vænne mig til tanken om at der næste år vil komme en lille baby i familien.
Han vinker lige til jer 🙂
Jeg ville så gerne være #preggofit
Jeg havde glædet mig til at blive en sej, preggofit, vordende mor der løftede tunge vægtstænger flere gange ugentlig. Jeg har lært på meget kort tid, at når man er gravid, så bestemmer man ikke selv mere. Der skal lyttes til kroppen – og min krop har brokket sig ved helt almindelig indkøbspose-løft.
Jeg er sikker på jeg vender tilbage til centeret når jeg engang er blevet mor, og jeg smutter også derned på mine ’gode dage’, men jeg har nu erkendt at min graviditet er lig med ingen styrketræning.
Det betyder også at primært min IG-profil ikke vil være så træningsrelateret for en stund, og jeg synes I fortjente en forklaring på hvorfor fokus havde ændret sig ❤
Nu vil jeg forsøge at se fremad – og glæde mig til at min lille dreng kommer ud til maj!
christinakayser.wordpress.com 